Tirsdag eftermiddag fik et forældrepar sig noget af en forskrækkelse, da de gik tur med deres 11 uger gamle baby ved Bryggebroen i København.

Da parret netop havde forladt broen, fik et vindstød væltet barnevognen omkuld, og det førte til, at både baby og barnevogn røg i vandet. Det oplyser Københavns Politi til Berlingske Nyhedsbureau.

»Faren springer hurtigt i vandet og får reddet både baby og barnevogn op. De er rystede, men der er heldigvis ingen, der er kommet fysisk til skade,« siger vagtchef Henrik Stormer.

Brandvæsen og politi blev kaldt til stedet, men kørte hurtigt igen, fortæller vagtchefen.

BT har været i kontakt med parret, der ønsker at rette en tak til de personer, der hjalp dem på stedet - blandt andet med at redde barnevognen i land.

BNB