den 58-årige mand, der søndag blev fængslet for knivoverfald på sine egne døtre på Rigshospitalet, nægter sig skyldig.

Den 58-årige åndemager, der i søndags blev anholdt efter at hans to tvillingepiger blev livsfarligt dolket på Rigshospitalet, nægtede sig skyldig, da han torsdag blev genfremstillet i grundlovsforhør i Dommervagten i København.

Han ankom til retsmødet på krykker og flankeret af fængselsbetjente, med pjusket hår, det venstre ben i gips og et blåt øje. Næsen var også medtaget, og næsetippen var blevet syet, så trådene kunne ses.

Fremme ved sin plads ved siden af forsvareren måtte fængselsbetjentene hjælpe ham ned på stolen, mens han stønnede af anstrengelse og smerte.

Umiddelbart efter knivoverfaldet på de fire-årige tvillingepiger forsøgte den 58-årige mand tilsyneladende at begå selvmord ved at stikke sig selv i maven og ved at springe ud fra et vindue i ca. tre meters højde.

Det sendte ham i første omgang i respirator, og derfor var han ikke i stand til selv at være til stede, da han i mandags formelt blev fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet for forsøg på manddrab.

Nu er han ude af respiratoren og rask nok til både at blive overflyttet til Vestre Fængsel og selv komme en tur forbi dommeren i et nyt grundlovsforhør, som reglerne foreskriver.

Både anklager og forsvarer ønskede at dørene skal lukkes for presse og tilhørere, og forsvareren antydede, at hendes klient kan være sindssyg.

Overfaldet søndag på åndemagerens piger fandt sted i Rigshospitalets patienthospital - det såkaldte Ronald McDonald-hus - hvor familien har været indlagt i længere tid på grund af den ene piges alvorlige sygdom.

De fire-årige tvillingepiger blev ifølge politiets sigtelse stukket gentagne gange i kroppen med en kokkekniv og pådrog sig så alvorlige skader, at de var i livsfare. Siden har lægerne på Rigshospitalet dog angiveligt haft held til at stabilisere deres tilstand så meget, at deres liv ikke længere er i fare.