Ved du noget om sagen? Så kontakt BT på 1929@bt.dk eller på Facebook.

En stille og rolig aften udviklede sig fredag dramatisk for 44-årige Michael Eismark fra Bjæverskov i nærheden af Ringsted på Sjælland. Omkring kl. 22 fik han sin panikslagne 15-årige datters stemme i telefonen, som fortalte, at hende og en veninde blev jagtet af en mand i en bil. Det udviklede sig til en regulær biljagt for at få sat en stopper for den mand, der havde antastet de to teenagere.

Det var en helt almindelig fredag aften. Michael Eismark lå på sofaen og så fjernsyn sammen med konen Gitte og sin 18-årige søn Mikkel, men så ringede telefonen.

Det var et nummer, han ikke kendte. Men i den anden ende af røret kunne han høre sin datters stemme. Den var panikslagen.

»Hun var fuldstændig panisk i sin stemme og råber ’far, far hjælp mig, der er en mand efter os, han siger, vi skal komme ind i hans bil’,« fortæller Michael Eismark til BT.

Det skulle blive startskuddet til en aften med ’høj puls, panik og biljagt’, som han beskriver det i et opslag på Facebook, hvor han fortæller om det, der fredag aften blev en dramatisk start på weekenden.

BT har talt med den 44-årige familiefar, hvis opslag, der blev lagt op lørdag formiddag, i skrivende stund er blevet delt over 900 gange. Han fortæller, hvordan han reagerede, da han fik opkaldet fra sin skrækslagne datter.

»Jeg tænkte, at der er nogen, der tager hende. Jeg gik også i panik og følte i virkeligheden en eller anden enorm angst. Ens børn er det mest dyrebare, man overhovedet har,« siger han.

Få sekunder efter at have fået opkaldet sad han bag rattet i sin bil – i fuld fart mod centeret i Bjæverskov, hvor hans 15-årige datter Cecilie og hendes 14-årige veninde i fem-ti minutter var blevet jagtet af en mand i en sølvgrå pickup.

»Jeg løb ud ad døren og kørte som død og helvede,« siger han.

Du kan se Michael Eismarks opslag på Facebook her - artiklen fortsætter under billedet.

Der er kun 500-600 meter fra familiens hus til centeret i Bjæverskov, der ligger i nærheden af Ringsted midt på Sjælland. Ifølge Michael Eismark, der er indehaver af RD Supply, som laver serviceopgaver for benzinselskaber, tænkte han ikke ’super rationelt’ og kørte alt for hurtigt over blandt andet fartbump i villakvarteret.

»Det skulle bare gå stærkt, kunne jeg mærke.«

Efter få sekunder fik han øje på pigerne, og han fik lidt mere ro på, men de to teenagepiger var rystede.

»Pigerne stod der og var fuldstændig paniske og græd,« siger Michael Eismark, der fik dem ind i bilen.

De to veninder, der går i klasse sammen, var fredag aften omkring kl. 22 på vej hjem til en veninde. De skulle med bussen, men på vejen blev de gentagne gange antastet af en mand i en bil, som hængte med overkroppen ud af vinduet og forsøgte at få pigerne ind i bilen.

Han var kun få meter fra dem, og pigerne måtte flygte ned i centeret for at undgå manden, som de ifølge Michael Eismark vurderer til at have været omkring 50 år.

De prøvede at skaffe hjælp, men Netto var netop lukket, og der var heller ingen hjælp at hente på en bodega og et pizzeria i nærheden. Der var mennesketomt, fortæller Michael Eismark.

I panik løb pigerne hver sin vej, men de fik hurtigt fundet hinanden igen. Michael Eismarks datter, hvis mobiltelefon var gået i stykker samme dag, lånte venindens telefon og ringede til sin far.

Kort tid efter, at han havde samlet sin datter og veninden op, fik de øje på den sølvgrå pickup. Pigerne råbte, at det var ham, og så tog tingene fart, siger Michael Eismark.

Han forsøgte at standse bilen, men endte i stedet i en hæsblæsende biljagt med politiet i røret over sit bluetooth-anlæg i bilen.

»Da han så min datter i bilen, så tog fanden ved ham, og han kørte ind over fortovet og rabatten og stak af,« siger Michael Eismark, der satte efter.

»Det handler om retfærdighed. Han skal stoppes. Han skal ikke rende rundt og antaste små piger - og slet ikke min datter,« siger han.

Han forklarer, at manden i den sølvgrå pickup kørte som en ’psykopat’. Han kørte over for rødt lys, tog den modsatte vej rundt i rundkørsler og var flere gange undervejs ved at miste herredømmet over bilen, som den 44-årige familiefar forsøgte at få fat i nummerpladen på.

»Det var voldsomt. Da vi kom ud på motorvejen mod Ringsted og Odense, satte han farten op til 180 kilometer i timen. Hver gang jeg var tæt på at kunne se nummerpladen, lavede han hasarderede overhalinger mellem biler og i nødsporet.«

Til sidst lykkedes det dog Michael Eismark at se nummerpladen, og han gav oplysningerne til politiet.

Kort efter fik han oplyst af politiet, at de nu var i telefonisk kontakt med føreren af den sølvgrå bil, og at de nok skulle tage den derfra.

Efter en biljagt, der strakte sig over 20 kilometer, valgte Michael Eismark at trække sig. Han tog pigerne med hjem og ringede til venindens far, som kom og hentede sin datter.

Havde du ikke nogen betænkeligheder ved at eftersætte selv?

»Det har man jo. Jeg har to piger, der er kede af det. Jeg prøver både at orientere politiet og berolige pigerne.«

Er du overrasket over den måde, du reagerede på?

»Ja, jeg er meget overrasket. Med alderen er jeg blevet et roligt gemyt, der viser overbærenhed og rummelighed, så jeg var faktisk overrasket over, at jeg reagerede, som jeg gjorde, og at jeg blev så vred, som jeg gjorde.«

Ville du have gjort noget anderledes?

»Nej, det tror jeg ikke.«

Artiklen fortsætter under billedet.

44-årige Michael Eismark, der er gift og far til to. Foto: Facebook.
44-årige Michael Eismark, der er gift og far til to. Foto: Facebook.
Vis mere

Han valgte at dele sin oplevelse på Facebook. Mest af alt følte han, at han skyldte de omkring 3.000 beboere i Bjæverskov en undskyldning og en forklaring på sin voldsomme kørsel. Men han ville også råbe ’vagt i gevær’ og minde forældre om, at man skal huske at tale med sine børn.

»Det er det her med, at man ikke tager imod slik fra fremmede,« siger Michael Eismark, som roser sin datter for hendes måde at reagere på, men også erkender, at weekenden ’på alle måder har været lidt mærkelig og rystet ’.

Derfor har familien på fire også tilbragt det meste af weekenden sammen derhjemme i det gode vejr, hvor de har talt meget om det.

»Der er ikke nogen tvivl om, at det har sine spor hos min datter,« siger Michael Eismark.

Søndag fik han en henvendelse fra en mor i Bjæverskov, der sagde, at hendes datter og to veninder var blevet antastet af den samme mand tidligere fredag aften.

Han fortæller, at politiet fik fat i manden, der er blevet afhørt. Mere ved han og familien ikke på nuværende tidspunkt, men politiet har lovet at følge op.

BT har mandag eftermiddag forsøgt at få en kommentar om hændelsen fra Midt- og Vestsjællands Politi, men det var ikke muligt