29-årig familiefar tog en gribende afsked med sin søn, hustru og mor, da de onsdag blev begravet. De tre mistede alle livet i weekendens trafik-tragedie.
Det var stadig uvist til det sidste, om den 29-årige familiefar ville nå frem til begravelsen. Han var samme dag blevet udskrevet fra hospitalet i Aalborg, men et trafikkaos efter en væltet grisetransport lukkede motorvejen mod Århus, og familien frygtede, at han ikke ville få mulighed for at tage afsked med sine nærmeste. Sin mor, sin 24-årige hustru og sin kun syv måneder gamle søn, der alle mistede livet, da deres bil blev påkørt søndag i en rundkørsel i Hjørring.
Allerede inden begravelsen begyndte klokken 14.00 ved den muslimske gravplads ved Vestre Kirkegård i Århus, var mange mennesker mødt op for at støtte familien, der er af libanesisk oprindelse. Op mod 300 mennesker var samlet, da de to sorte rustvogne kom til kirkegården, fortæller BT's udsendte.
Her stimlede forsamlingen sammen omkring de to biler. Kisterne blev løftet ud, og i et optog blev de to store og den lille, hvide barnekiste båret til graven.
Da kisterne var blevet sat stativer, stillede mændene sig på snorlige rækker med ansigterne rettet mod kisterne og bad for dem. Herefter begyndte en imam begravelsesritualet.
Efter begravelsen samles familien for at mindes og bede i en moske i Brabrand. Særligt for den 29-årige familiefars 4-årige datter M., som også var med i bilen, men fortsat kæmper for sit liv på hospitalet i Aalborg. Også den 29-åriges bror, der fik revner i kranspulåren, er fortsat indlagt på Skejby Sygehus efter ulykken.
Familien har sine rødder i Libanon og havde overvejet, at begravelsen skulle foregå der, men da det efter de muslimske forskrifter helst skal ske inden for 24 timer, besluttede familien at lade de tre begrave sammen i Danmark.