Et skjult kamera har filmet den gerningsmand, som satte ild til et hus med en familie
i Korsør. Familiens datter har gennem længere tid følt sig truet af ekskæresten,
oplyser TV2 Nyhederne, der ligger inde med videooptagelserne.
Til TV2 fortalte familiens mor og stedfar, at de mistænkte datterens ekskæreste, der tidligere havde vist voldeligt adfærd over for kæresten.
Ekskæresten er ifølge Ritzau blandt de tre anholdte.
Bl.a. har han ifølge familien sprayet datteren med peberspray, givet hende strøm med en strømpistol og revet en tot hår ud af hovedbunden på hende.
Station 2 havde opsat det skjulte kamera, da familien havde følt sig truet. Kameraet havde været der en måneds tid.
Reddet af forbipasserende
Branden opstod i villaens udestue kort før klokken 06, og ud på
eftermiddagen kunne politiets teknikere så fastslå, at branden var
påsat.
Familien blev reddet ud af nogle forbipasserende, der var på vej hjem fra byen.
Efter afhøring af familien og naboer skred politiet søndag
eftermiddag til anholdelse af de tre mænd på forskellige adresser.
De tre anholdte er sigtet for at sætte ild til huset vel vidende, at
familien befandt sig på adressen.

























