En 26-årig dansk fange og narkolaborant blev mandag eftermiddag stukket ned med flere knivstik i Statsfængslet i Vridsløselille, vest for København.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Fangen, den 26-årige Stefan Klinthøj Rasmussen, afsoner en dom på ni års fængsel for narkofremstilling.

Han stod og skulle handle i fængslets købmandsbutik, da han pludselig blev stukket ned med en køkkenkniv.

Fangen blev ramt af to dybe knivstik i skulderen og blev snittet to gange dybt i ansigtet.

Ifølge kilder i fængslet var motivet til det voldsomme overfald på fangen en strid om en gæld, som han angiveligt skulle have i fængslet.

Den sårede fange blev i en ambulance fra Falck kørt til behandling på Københavns Amtssygehus i Glostrup, men han ønskede ikke at fortælle politiet noget som helst om knivoverfaldet og om motivet til det.

Glostrup Politi efterforskede i aftes i statsfængslet, men selv om der var omkring 15 vidner til overfaldet, havde tavsheden sænket sig blandt fangerne i fængslet.

Den sårede fange fik 30. juni sidste år en dom på ni års fængsel for fremstilling af 10 kilo amfetamin, sammen med en amerikaner og en 23-årig mand.