To venner havde netop fundet den motorcykel, den ene havde fået stjålet, da de blev overfaldet af en gruppe unge, der menes at stå bag tyveriet.

En 31-årig mand er indlagt efter flere knivstik, efter han natten til mandag blev overfaldet af en gruppe på fire-fem unge mænd, der menes at stå bag tyveriet af hans motorcykel. Hans tilstand er stabil. Hans 29-årige ven blev slået med hammer, men allerede udskrevet efter en tur på hospitalet.

Episoden foregik på Frederikssundsvej i København, hvor de to venner havde genfundet den enes stjålne motorcykel i området og inspicerede den for eventuelle skader.

Her blev de overfaldet af gruppen, der menes at stå bag tyveriet, som Københavns Politi betegner som 'utilpassede unge' omkring 19-20 år gamle. De bliver netop nu eftersøgt af politiet.

Københavns Politi afviser, at hændelsen skulle være banderelateret, men kalder overfaldet groft.

»Han blev stukket med kniv fire-fem gange. Han blødte en del, men er ikke i livsfare. Men det er et meget groft overfald,« fortæller Henrik Vedel, der er central efterforskningsleder hos Københavns Politi til BT.