Politiet har fundet 200 iPhones, 80 Macbooks og et parti spritnye Dell-computere på et gigantisk hælerlager i Valby. Varerne menes at stamme for indbrud over hele landet.
Tre herboende irakere er anholdt i sagen, som politiet mener at bunde i groft organiseret hæleri, hvor de stjålne varer ifølge politiet skulle sendes ud af landet til Irak. Der er tale om op til 20 fyldte paller med hælervarer.
Der er primært fyldt med elektroniske tyvekoster, og politiet er lige nu i færd med at pakke de mange kasser ud, der indtil videre vist sig at rumme blandt andet 80 Macbook, 200 iPhones og et parti spritnye Dell-computere, LED-fjernsyn fra Apple og fjernsyn fra Samsung.
TV: Se videoen fra lageret med hælervarer her
- Vi har stadig ikke et overblik over, hvor stort lagret egentlig er. Men vi snakker 20 Euro-paller stablet med varer i to en halv meters højde, så der er nok at tage fat på. Det skal nu køres til stationen og pakkes ud, og så skal vi have set på, hvor tingene stammer fra. De nye Dell-computere må der i hvert fald være nogle der savner, siger vicepolitiinspektør Tommy Laursen fra Station Bellahøj, Københavns Politi.
Politiet fandt lageret omkring klokken 21.15 onsdag aften på Valby Langgade 223, der huser postfirmaet Iraq Posting. Et firma, der også sender legale varer ud af landet.
- Det har fungeret som et postfirma, men vi skal være opmærksom på, at der også er legale varer iblandt, så vi ikke tager f.eks. tøj og tæpper fra frysende irakere. Men når det gælder f.eks. de 200 iPhones, så har de i hvert fald et forklaringsproblem, siger Tommy Laursen.
De tre anholdte irakere menes alle at have tilknytning til postfirmaet, som har eksisteret siden 2009. Politiet vil heller ikke afvise, at der kommer flere anholdelser i sagen.
- Vi vil bl.a. meget gerne have fat i dem, der har leveret til det her lager. Der venter et stort efterforskningsarbejde, som skal klarlægge, hvor længe det har stået på, og om der allerede er sendt varer ud af landet. Mange af effekterne er nye, men der er også computere, vi kan se har været boltet fast, og som er blevet klippet fri, forklarer han.
Effekterne stammer både fra private, institutioner og skoler. Men den samlede værdi, tør vicepolitiinspektøren ikke skyde på.
TV: Se videoen fra lageret med hælervarer her
- Vi har ikke en kinamands chance for at vide, hvad det udgør af værdi, men det en betydelig sum, siger Tommy Laursen fra Københavns Politi.
Politiet fandt helt tilfældigt frem til lageret i Valby under en patruljekørsel onsdag aften. Her så betjentene en person tømme en kassevogn for en række kasser, som de fandt mistænkelige. Da de senere fandt 200 iPhones i en sort pose, fik de travlt med at kalde efter forstærkning.
- Patruljen bemærker noget mistænkeligt, og så reagerede de. Det er et udtryk for et godt stykke arbejde, siger vicepolitiinspektøren.
Personen ved kassevognen tog det roligt, da han blev anholdt. Hvordan han og de to andre anholdte stiller sig i forhold til sigtelsen er fortsat uvist. Alle tre bliver fremstillet i grundlovsforhør i Dommervagten på Frederiksberg torsdag.