På få sekunder blev tre familier revet fra hinanden nytårsnat. Et lysglimt, et brag, og livet sluttede for tidligt for tre personer, da de forsøgte at affyre fyrværkeri for at fejre det nye og det gamle år.

Tirsdag mindes de tre omkomne mænd i Hobro Avis, hvor familie, venner og kolleger har indrykket deres dødsannoncer og skriver et sidste farvel.

Den første ulykke skete kort før midnat. 37-årige Bo Schmidt Andersen gik alene ud i haven i Assens i Mariager for at affyre en krysantemumbombe. Den øvrige del af festens selskab - herunder hans kone og tre børn - befandt sig indendøre. Det sidste, de så, var det kraftige lysglimt.

»Min højtelskede Bo, vores livsglade far, er pludselig revet fra os ved en tragisk ulykke. Elsket og savnet,« skriver hans kone og de tre børn i annoncen i avisen, hvor også Bos mor, søskende, svigerforældre og kolleger blandt andet har indrykket en dødsannonce.

»Min elskede søn, vores højtelskede bror og verdens bedste onkel Bo, er pludselig revet fra os. Du vil altid være i vores hjerter,« skriver hans mor og søskende.

23 minutter efter ulykken i Assens fik Alarmcentralen endnu et opkald. Fra Skjellerup i Hobro forlød det, at en krysantemumbombe var sprunget, og at flere var kommet til skade. To mænd mistede livet i ulykken, som formentligt skete, da en krysantemumbombe gik af i utide, 25-årige Mads Theilgaard Nielsen og 24-årige Mikkel Lau Nielsen.

To andre mænd, Mads' 28-årige storebror Søren Theilgaard Nielsen og den 24-årige Kasper Rogild-Jensen, kom alvorligt til skade under ulykken.

»Min elskede søn, vores elskede bror og svoger, er gået bort på tragisk vis,« skriver Søren Theilgaard Nielsen sammen med sin søster, far og svoger i deres annonce til Mads Theilgaard Nielsen.

Også hans mormor og morbror har indrykket en dødsannonce sammen med medlemmer fra den øvrige familie.

»Kære Mads. Dit liv endte så brat. Det er så uforståeligt for os, at vi ikke mere kan følge dig og dit store livsmod,« skriver de.

Forældrene til den 24-årige Mikkel Lau Nielsen mindes også deres søn i deres annonce.

»Vores elskede Mikkel er pludselig revet fra os i en tragisk ulykke nytårsnat. Mikkel var glad, kærlig, hjælpsom og omsorgsfuld, og han havde en særlig evne til at samle mennesker omkring sig. Intet i verden kan erstatte det, Mikkel var for os. Mikkel vil for evigt blive savnet, og han vil altid være i vores hjerter,« skriver forældrene sammen med flere andre familiemedlemmer i annoncen, mens Mikkels Lau Nielsens kæreste også har skrevet sine sidste ord:

»Min højtelskede kæreste blev taget fra mig på tragisk vis nytårsnat. Han var knudepunktet i mit liv, og vores fælles fremtid,« skriver hun.

De to andre mænd, der kom til skade i ulykken i Skjellerup, er uden for livsfare. Nordjyllands Politi anholdt efterfølgende en 29-årig familiefar fra Hobro-området og sigtede ham for at sælge de krysantemum-bomber, der var skyld i de tre mænds død.

Retten i Aalborg valgte at varetægtsfængsle manden i fire uger.

På torsdag kl. 19.00 er der fakkeloptog i Assens fra torvet, hvor folk kan mindes Bo Schmidt Andersen og vise støtte til hans pårørende. Optoget vil slutte af med et minuts stilhed.