Politiet har anholdt en 27-årig mand for drabet på en 52-årig dansker, der blev stukket ihjel med en kniv i en lejlighed i byen Hassocks i Sussex. Det oplyser politiet i Sussex på sin hjemmeside.

Den dræbte er ifølge politiet den 52-årige tatovør Jan Jensen fra Aalborg. Han var rejst til England og var først for nylig blevet venner med den anholdte, formodede gerningsmand.

Politiet blev kaldt ud til lejligheden ved 15-tiden torsdag, hvor der lød meldinger om et overfald. Her fandt man den danske mand dræbt, og den 27-årige Kayden Smith blev efterfølgende anholdt på gerningsstedet. Politiet mener, at Jan Jensen døde kort tid inden myndighederne nåede frem til lejligheden. Der blev fundet en kniv på gerningsstedet.

En undersøgelse af den dræbte har siden vist, at han døde som følge af et enkelt knivstik i brystet. Familien til den dræbte har været i kontakt med politiet i Sussex, og på hjemmesiden kan man læse en kort melding fra familien, der blandt andet frabeder sig henvendelser fra pressen.

- I familien kæmper vi fortsat med at acceptere, at han døde under så frygtelige omstændigheder. Vi kæmper med vores sorg og vil sætte pris på, hvis I vil give os tid og plads til at bearbejde sorgen over, vores elskede søn, bror, far og bedstefar ikke længere er iblandt os, lyder det på hjemmesiden.

Den 27-årige formodede gerningsmand vil blive fremstillet i retten - Lewes Crown Court - på tirsdag, hvor han er sigtet for manddrab.