Natten til mandag er det et år siden, at den 33-årige tyske kvinde Nelli Gosmann døde på den fynske motorvej, da ukendte gerningsmænd fra en bro smed en 30 kilo tung betonklods ned på hendes og familiens bil.

I bilen sad også Nellis mand, Andreas, og parrets femårige søn, Alexander.

Manden blev voldsomt kvæstet, og her et år efter står det klart, at han aldrig vil komme sig over sine skader, oplyser familien i den tyske by Recklinghausen til Ritzau.

Af private årsager ønsker de efterladte ikke at stille op til et interview, men i en e-mail skriver de:

- Det går ikke godt for Andreas. Hans tilstand har ikke rigtig forandret sig. Han er blind, har store hukommelsesproblemer og er døgnet rundt afhængig af hjælp.

- Han skal være i pleje resten af sit liv.

Den dengang femårige Alexander slap fra betonklodsen med overfladiske skrammer, og i modsætning til faren har han det efter omstændighederne godt.

- Det går for så vidt godt med sønnen. Han bor hos sine bedsteforældre, og vi ved ikke, hvornår eller om han og Andreas nogensinde kommer til at leve sammen, skriver de pårørende.

De skriver også, at de fortsat har svært ved at fatte det, der skete på motorvejen natten til 21. august sidste år.

Det har politiet desværre også.

For Fyns Politi er ikke i nærheden af at anholde den eller de personer, der kastede stenen, erkender vicepolitiinspektør Per Laursen ved Fyns Politi.

- Vi har ingen spor at køre efter, så sagen ligger lige nu og venter på, at der dukker nye spor op, siger han.

Derfor håber politiet også fortsat på, at borgere, der har oplysninger i sagen, vil henvende sig.

- Man skal ikke holde sig tilbage. Lad nu politiet afklare, om der er hold i det eller ej.

- Hvis man går med den der følelse af, at det ikke har politiets interesse, så er det rigtig vigtigt at henvende sig alligevel, siger Per Laursen.

/ritzau/