Politiet undersøger fortsat gerningsstedet, efter en 41-årig kvinde blev fundet dræbt fredag morgen.

Politiet har lørdag genoptaget de tekniske undersøgelser i og omkring huset i Virum nord for København, hvor en 41-årig kvinde blev knivdræbt natten til fredag. Det skriver bt.dk.

Politiet leder med hunde i adskillige haver og hække tæt på villaen på Frederiksdalsvej 174, hvor kvinden boede med sin mand.

Manden var på forretningsrejse i udlandet og er nu på vej hjem til Danmark.

Den 41-årige kvinde var skolelærer og har flere børn fra et tidligere forhold. Hendes mand har også børn med en anden kvinde, men det er kun den dræbte kvindes 16-årige datter, der bor hos parret. Hun går dog for tiden på efterskole.

Ifølge efterforskningsleder hos Nordsjællands Politi Henning Svendsen er de nærmeste familiemedlemmer blevet afhørt, heriblandt den dræbtes eksmand og ekskonen til hendes nuværende mand.

Politiet afventer stadig resultaterne af de tekniske undersøgelser og ved derfor endnu ikke præcis, hvad der er sket. Men man formoder, at drabet er sket omkring midnat eller måske i løbet af natten til fredag. Kvinden blev fundet næste morgen lidt før klokken 10 uden for på terrassen kun iført nattøj.

- Vi har endnu ikke en teori om et motiv, siger Henning Svendsen til bt.dk.