Det gik lørdag eftermiddag galt, da en tysk familie skulle flytte bil og campingvogn fra tidevandet ved Lakolk Strand på Rømø.

Mens manden pakkede strandsagerne, skyndte kvinden sig at sætte sig ind i bilen og køre den længere væk fra vandet, der i små bølger hastigt nærmede sig familien. I virakken havde forældrene desværre ikke styr på, hvor deres tre-årige datter var. Hun befandt sig formodentligt mellem bilen og campingvognen - og hun blev først ramt af campingvognen for derefter at blive kørt over af den.

- Vi oplever tit, at dem, der ikke kender forholdene, parkerer for tæt på vandet, og de får så nogle gange travlt, når tidevandet kommer. Vi har også oplevet, at biler er blevet taget af bølgerne, siger vagtchefen ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Jan Stokholm, til bt.dk.

Den tre-årige pige blev hastet til Odense Universitetshospital, og det ser ud til, at pigen slap nænsomt for den uhyggelige oplevelse - uden alvorlige skader. Moderen alarmerede selv politiet kl. 15:10 - og kørte ambulancen i møde, hvor en helikopter kom til og fløj pigen til Odense.