Det skulle have været en hyggelig aften med familien, men endte i en blodig tragedie, da 22-årige IC fra Aarhus den 21. november skød sin kæreste, Elisabeth Bakkan, i hovedet med en kaliber 22 pistol.

Skudepisoden fandt sted i den tiltaltes mors lejlighed i Bispehaven i Aarhus, hvor det unge par var på besøg for at spise aftensmad.

- Vi var glade og i godt humør begge to. Pludselig sagde det bare bang, og så gik alt i sort, forklarede den drabstiltalte IC, da straffesagen mod ham blev indledt ved Retten i Aarhus.

Han er tiltalt for manddrab efter straffelovens § 237, men nægter sig skyldig. På retssagens første dag fortalte han dog, at han sad med pistolen, da den gik af.

Derfor erkender han uagtsomt manddrab, og har også anerkendt erstatningskravet fra Elisabeth Bakkans familie på 87.000 kroner. Det dækker blandt andet over udgifter til begravelsen og vedligeholdelse af gravstedet.

Efter drabet forsøgte den 22-årige at gemme gerningsvåbnet i et køkkenskab, ligesom han smed de godt 900 patroner til våbnet, som lå i lejligheden, ud, inden politiet nåede frem.

- Jeg tænker bare, at jeg skal ikke ind og sidde et år for den pistol, så jeg smed den ud i skabet, svarede IC i retten, da anklageren spurgte, hvorfor han forsøgte at skjule håndvåbnet.

Siden grundlovsforhøret har den 22-årige nægtet at udtale sig til politiet om, hvad der skete den aften, hvor Elisabeth Bakkan på tragisk vis mistede livet, ligesom han nægtede at deltage i den rekonstruktion, politiet ville lave af drabet.

- Jeg fik at vide af min advokat, at det var en dårlig ide, forklarede den drabstiltalte.

De forklaringer han gav til politiet umiddelbart efter skudepisoden og til grundlovsforhøret var dog noget anderledes, end det han fortalte på straffesagens første dag.

Blandt andet var der forskellige forklaringer om, hvor i lejlighedens soveværelse Elisabeth Bakkan befandt sig, da hun blev skudt.

Under sin forklaring i retten sagde IC, at Elisabeth Bakkan sad bag ham, og han havde derfor svært ved at forklare, hvordan hun blev ramt.

- Det første jeg tænker er, tager hun pis på mig? Men så ser jeg blodet. Jeg er  i dyb panik og råber og skriger. Jeg synes, at der gik hundrede år før ambulancen kom, men jeg tænkte, at hun nok skulle klare den, sagde IC.