Natten til lørdag blev en familie terroriseret af en pyroman for fjerde gang
Det er mindre end fire uger siden, Winnie Larsen og hendes kæreste, Jess Jürgensen, og deres sammenbragte børn sidst blev offer for en påsat brand på deres nedlagte landejendom, Jess’ slægtsgård, på Højmosevej i Sjølund syd for Kolding.
Da var det vel at mærke tredje gang i år, at en eller flere personer efterstræbte dem på uhyggelig vis.
LÆS OGSÅ: Har slået til tre gange i år: Familie forfulgt af pyroman
Nu føler de sig endnu en gang truet og terroriseret, efter at der tidligt lørdag morgen igen har været en eller flere ukendte personer på uindbudt besøg.
I alle tilfælde er gerningsmanden kommet til stedet i ly af mørket.
Ved den påsatte brand for godt tre uger siden udbrændte en traktor og to store halmvogne fyldt med friskslået hø, mens en anden traktor blev beskadiget af flammerne.
Brændt ned til grunden
Første gang familien følte sig efterstræbt på livet, var, da nabohuset, hvor de midlertidigt havde lejet sig ind, mens de var i gang med at renovere dele af slægtsgården i januar, udbrændte totalt.
Det skete i to omgange; Første gang pyromanen var på spil, var natten til den 4. januar, da den påsatte brand på Højmosevej 9 tog hele stuehuset; anden gang blot 11 dage senere, natten til den 15. januar, hvor den anden af ejendommens længer med soveværelse og fyrrum nedbrændte til grunden.
Natten til i går har der så endnu en gang været en person på ubudent besøg og truet parret. Denne gang igen med ildspåsættelse. Gerningsmanden har forsøgt at sætte ild til førersædet i Winnie Larsens bil ved hjælp af en bunke halm. Ilden har lavet et cirka 10 x 10 cm stort hul i sædebetrækket.
Winnie Larsens 12-årige søn, Jaris, kaninbur er i samme forbindelse blevet åbnet på vid gab. Kaninen er dog, som en lille trøst, ikke stukket af.
- Det her er en fortsat terroriseren af os, og vi føler os fuldstændig magtesløse. Hver eneste nat ligger vi søvnløse, fordi vi er nervøse og bange for, at der skal blive påsat brand endnu en gang, og at det vil ende med, at det koster os livet. Min søn sover på 1. sal, og det er klart, at man er påvirket af det, der er sket de andre gange, siger 39-årige Winnie Larsen.
Ingen beviser
Hun og kæresten Jess Jürgensen har ved de nu fire brande eller forsøg på ildspåsættelse anmeldt det til politiet. De har også et bud på, hvem der kan stå bag. Winnie Larsen er overbevist om, at det er en psykisk ustabil kvinde fra lokalområdet.
Politiet har dog ikke kunnet bevise noget, og derfor er afmagt det ord, der beskriver familiens følelse bedst.
- Det er så psykisk hårdt, og vi har det virkelig dårligt med det, for man går jo hele tiden med frygten for, hvad det næste bliver. Vi bor så langt ude på landet, at vores hus ligger 1,9 km nede ad en grusvej, så det er jo ikke tilfældigt, at nogen bare lige kommer forbi her, som hun siger.
Vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi bekræfter over for BT den seneste anmeldelse om ildspåsættelse på ejendommen



