Den 18-årige pige, som netop nu sidder på anklagebænken for falsk vidneforklaring om en gruppevoldtægt på Fredericia Banegård i 2008, er blevet svinet til med hadefulde tilråb fra en flok indvandredrenge, der i protest rejste sig og gik i fra retten.

’Fucking luder!’, ’Du skal dømmes til døden, din so!’

Bølgerne går højt  i retten Kolding her til formiddag, hvor en 18-årig pige sidder på anklagebænken.

Pigen fortalte i 2008, da hun var 15 år gammel, at hun var blevet holdt fast af to jævnaldrende indvandredrenge på et toilet på Fredericia Banegård, mens en tredje voldtog hende.

Holdt fast i sin forklaring

Hun gentog forklaringen i både by- og landsretten, og de tre drenge blev idømt hver to års fængsel.

Senere indrømmede pigen dog over for en af drengenes bror, at gruppevoldtægten var opdigtet, og da broderen optog denne bekendelse på både lyd og video, blev de tre drenge efter næsten 14 måneders fængsel frifundet.

I dag sidder den nu 18-årige pige på anklagebænken for falsk vidneforklaring, og i den anledning var en større gruppe indvandredrenge mødt op på tilhørerækkerne i retten. Men midt under anklager Birthe Wirenfeldts forelæggelse opstod der pludselig voldsom tumult på de bagerste rækker.

Under høje tilråb som ’fucking luder’, ’møgso’ og deciderede dødstrusler rejste hele flokken af unge indvandredrenge sig op og forlod retssalen, og lige inden døren smækkede, lød ordene: ’Du skal dømmes til døden, din so!’

Grunden til den voldsomme reaktion er, at anklager Birthe Wirenfeldt netop har proklameret, at anklagemyndigheden udelukkende rejser tiltale for, at den 18-årige har afgivet falsk forklaring om, at to af drengene befandt sig inde på toilettet, da voldtægten fandt sted.

Svært at bevise

Dermed rejses der altså ikke tiltale for, at hun har afgivet falsk forklaring om, at hun blev voldtaget af den sidste dreng, selv om hun tidligere har erkendt, at hun frivilligt har haft samleje med på toilettet.

- Det kan være vanskeligt at sætte sig ind i, hvad hun har tænkt, da hun angav anmeldelsen. Hvis hun har følt sig krænket i samlejet, kan det være vanskeligt at bevise, at hun bevidst har villet anmelde en falsk voldtægt, sagde Birthe Wirenfeldt.

Dommeren har netop tilkaldt politihold uden for retslokalet og nægter de unge drenge adgang til retten resten af dagen.