Den konkursramte finansmand Erik Schack Nielsen skal fem år i fængsel i stor narkosag.

I 1999 blev han idømt otte års fængsel i Højesteret som bagmand i en kæmpe speed-sag, efter at han blev pågrebet med 25.000 piller, svarende til 5,5 kilo amfetamin, lidt heroin og kokain samt over 60.000 rohypnolpiller

Efter sin løsladelse slog han sig først på udlån og pantebreve, men gik konkurs med firmaet Lån & Finans med et brag og kostede flere af landets banker og borgere millioner.

Tirsdag fastslog Retten i Glostrup så, at 59-årige Erik Schack Nielsen efter konkursen atter kastede kærligheden på narkomarkedet - og at den 13 år gamle dom var en skærpende omstændighed.

- Retten var enig med mig i, det skulle tillægges betydning, at han tidligere var straffet for narko, siger anklager Helle Giersing, Københavns Vestegns Politi.

Fem års fængsel kostede det ham at have besiddet og videreoverdraget 2,5 kg. amfetamin.

Også i denne sag blev Erik Schack Nielsen taget på fersk gerning.

- Det halve kilogram, der lå i hans bagagerum, det kunne han ikke rende fra. Det havde vi set blive lagt derned, fortæller Helle Giersing.

Siden blev Erik Schack Nielsen belastet af en forklaring fra to andre i sagen, den meddømte 36-årige pusher Lars Vesterlund Hansen og hans kæreste, og tilstod derpå de 2,5 kg. amfetamin, som politiet mente, at han havde fået og videreoverdraget.

Lars Vesterlund Hansen blev idømt fem og et halvt års fængsel.

Begge sager blev kørt kort som tilståelsessager, men det var to meget ordknappe herrer, der sad på anklagebænken, fortæller anklager Helle Giersing.

- Ingen af de to ville fortælle noget om, hvor de havde stoffet fra, siger Helle Giersing.

Medgerningsmanden Lars Vesterlund Hansen fik et halvt års straf mere end den fallerede finansmand på grund af en retsstraf på et års fængsel fra en tidligere dom for våben og narkotika.

- Retten valgte at udløse det halve, det, som skønsmæssigt måtte antages at hidrøre fra narkoen, siger Helle Giersing.

Da Erik Schack Nielsen blev løsladt efter sin tidligere narkodom fra 1999, gav han sig af med udlån gennem selskabet Lån & Finans. Han slog sig bl.a. på pantebreve og fik hurtigt opbygget et forretningsimperium i Gørlev på Sjælland, hvor ifølge et lokal medie kaldte ham Mr. Gørlev og sagde, at han snart ejede hele byen: Erhvervsejendomme, private huse, et stort center - og en golfbane, der næsten var på vej.

Men så kom betalingsstandsningen i 2007, da hele korthuset ramlede, en anmeldelse for bedrageri og siden en omfattende konkurs, hvilket blandt andet kostede Bank Trelleborg og Gudme Raaschou Bank anseelige milliontab.

Mens Lars Vesterlund Hansen i går modtog dommen på fem og et halvt års fængsel, ankede Erik Schack Hansen på stedet.

- Straffen er for hård. Derfor har vi anket den, siger hans forsvarer Gert Nørrevang.

- Straffen svarer ikke helt til andre sammenlignelige sager. Blandt andet fremhævede jeg en dom mod en mand, der havde haft med tre kilogram amfetamin at gøre, og som også blev dømt for ulovlig våbenbesiddelse, der i sig selv giver et år. Han fik fire og et halvt år i alt. Det hænger ikke sammen med, at min klient nu har fået fem år, siger Gert Nørrevang.

Retten i Glostrup lagde i strafudmålingen vægt på, at både Erik Schack Nielsen og Lars Vesterlund Hansen tidligere er straffet for narkokriminalitet.

Men Erik Schack Nielsens fortid burde ligger så langt tilbage, at den ikke burde ligge ham til last, mener Gert Nørrevang.

- Det er 15 år siden, at min klient havde med det at gøre. Nu må vi se, hvad landsretten siger.

Ankalger Helle Giersing oplyser, at Københavns Vestegns Politi vil kontraanke med påstand om skærpelse.