En 17-årige pige, der i beruset tilstand blev bragt til sygehuset med en ambulance, blev angiveligt udsat for seksuelt overgreb undervejs i ambulancen. Falck-redderen hævder, at samlejet skete frivilligt.
En Falck-redder er sigtet for at have forgrebet sig på en 17-årige pige, mens pigen lå på en båre i en ambulance.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi bekræfter over for Ekstra Bladet, at man har rejst sigtelse om voldtægt mod en ambulanceredder.
Sexovergrebet skulle være sket 1. september, da en Falck-ambulance blev sendt ud til den 17-årige pige, der var så beruset ved en forsamlingshusfest, at hun ikke kunne klare sig selv.
Ved du noget, så tip BT på 1929@bt.dk
Ifølge Ekstra Bladet var skydelågen mellem bårerummet og ambulancens kabine lukket under kørslen, så Falck-kollegaen og en veninde, der sad på førersædet, ikke kunne høre eller se, hvad der foregik bag i bilen.
Undervejs til sygehuset skal den 17-årige have været udsat for både oralsex og samleje. Pigen beskrev på sygehuset, at der var sket noget »mærkeligt« under turen og følte, at hun var blevet »bedøvet«.
Der blev efterfølgende lavet en dna-test fra sædrester fundet i bilen eller på pigen, og de genetiske »fingeraftryk« matcher angiveligt mandens DNA-profil.
Manden erkender ifølge Ekstra Bladet at have dyrket sex med den berusede pige i ambulancen. Men han har over for politiet forklaret, at det skete helt frivilligt.
Han blev øjeblikkeligt suspenderet fra sit job og har efterfølgende selv sagt sin stilling op.
Kommunikationsdirektør Louis Honoré fra Falck siger til Ekstra Bladet, at man er »lamslået« over sagen, som bryder med den tillid, der skal være mellem medarbejdere og patienter.
»Det strider ikke bare imod Falcks værdier, men også i mod reglerne for forholdet mellem vores medarbejdere og patienter,« siger Louis Honoré til Ekstra Bladet.
Falck-redderen er sigtet for at have overtrådt straffelovens paragraf 216 stk. 1 nr. 2, som straffer den, der skaffer sig samleje mod en person, der ikke kan modsætte sig, for eksempel på grund af kraftig beruselse. Netop denne paragraf blev tidligere i år hævet, så Falck-redderen risikerer op til otte års fængsel.