Usikkerhed, uklarheder og uoplyste forhold har præget bevisførelsen i en stor bedragerisag, siger retten.

København. Sjusk på sjusk. Det er den røde tråd i en dom, som Retten i Roskilde for nylig afsagde i en straffesag om bedragerier for i alt 291 millioner kroner.

Flere steder rettes kritik af Midt- og Vestsjællands Politi, som påstod, at der skete bedrageri og dokumentfalsk ved leasing af et stort antal kabiner i Totempo-koncernen, der blandt andet stod for autolakering, og som havde 700 ansatte.

Anklageren krævede en straf på fængsel mellem seks og otte år. Men de tre tiltalte blev frifundet.

En revisionsrapport fra Deloitte udgik af sagen på grund af inhabilitet.

Her er nogle citater fra dommen:

* "Anklagemyndigheden har oplyst, at det af politiet beslaglagte bogføringsmateriale m.v. vedrørende sagen er bortkommet i politiets besiddelse."

* "Samlet har bevisførelsen i vidt omfang været behæftet med usikkerhed, uklarheder og uoplyste forhold."

* "En række forhold er ikke eller først på et sent tidspunkt undersøgt."

* Retten kan "ikke se bort fra, at en række oplysninger af betydning for sagen ikke er tilgået forsvarerne eller blevet fremlagt, før de under hovedforhandlingen blev udleveret af vidner eller fundet og fremlagt af de tiltalte, uanset at det efter det foreliggende må lægges til grund, at oplysningerne har været i politiets besiddelse, hvilket anklagemyndigheden tidligere har benægtet".

* Anklager afviste fejlagtigt, at politiet lå inde med en redegørelse: "Dette forløb er utilfredsstillende".

* Retten peger på muligheden for, at "der i det bortkomne bogføringsmateriale m.v. findes yderligere oplysninger, der understøtter de tiltaltes forklaringer".

* Om leasede kabiner: "Det fremgår imidlertid ikke, hvilke kabiner anklagemyndigheden mener, er leveret, ligesom det under hovedforhandlingen ikke har været muligt at få anklagemyndigheden til at redegøre nærmere for, hvad der er anklagemyndighedens opfattelse".

/ritzau/