Fakta-dramaet: 44-årig kendte sit offer

En 44-årig tyrkisk statsborger er søndag i et grundlovsforhør i Retten i Holbæk blevet frihedsberøvet til 20. december, efter han lørdag aften ved 19-tiden overfaldt en 30-årig kvinde på parkerings-pladsen ved Fakta i Ringsted.

Det oplyser politiet.

Kvinden og manden kender hinanden, men hvordan deres relation er, ønsker politiet ikke at komme nærmere ind på.

Den 30-årige kvinde blev stukket flere gange med en kniv i ryggen. Den 44-årige mand sad ovenpå kvinden, da et vidne - en mand der blev lørdagens helt i Ringsted - løb hen imod de to for at komme kvinden, der højlydt råbte efter hjælp, til undsætning.

Redningsmanden blev selv ramt af knivstik og blødte ifølge et øjenvidne, som bt.dk talte med lørdag aften, fra armen.

Kvinden og redningsmanden lå efter det brutale overfald i Fakta-butikken, hvor chokeret personale og kunder kunne se blodet flyde på gulvet.

Gerningsmanden stak af og løb i retning mod Ringsted Station, men blev fundet og anholdt cirka to timer efter episoden af en patrulje, da han forsøgte at gemme sig bag en bil.

Lørdag aften erkendte han over for politiet, at han havde været på parkeringspladsen, men ønskede ikke at udtale sig.

- Han har dog forklaret, at han ikke mener, at han har gjort noget galt, siger vicepolitikommissær Ove Pedersen fra Midt- og Vestsjællands Politi til bt.dk.

Kvinden blev efter overfaldet kørt på Slagelse Sygehus. Det samme gjorde hendes redningsmand. De er begge uden for livsfare.

Den 44-årige, tyrkiske statsborger har bopæl i Nordsjælland.

Læs også: