Når sundhedspersonale bliver udsat for drab, er der mange ofre. Derfor skal der handles på området, siger FOA.

København. Sosu-assistent Vivi Nielsen blev i marts sidste år stukket ned med en kniv af en beboer på bostedet Lindegården. Drabet fandt sted, da hun befandt sig alene i bostedets medicinrum.

Manden, der begik drabet, blev i byretten idømt anbringelse på ubestemt tid, men han ankede dommen. Torsdag falder der dom i ankesagen i Østre Landsret.

Drabet på Vivi Nielsen skabte stor debat om sundhedspersonalets sikkerhed, og det har siden hen medført en række initiativer på området.

Men knap halvandet år efter hændelsen er initiativerne ikke slået igennem endnu.

Arbejdsmiljøkonsulent Charlotte Bredal fra fagforeningen FOA, som repræsenterer blandt andet sosu-assistenter, mener, at det er gået alt for langsomt.

- Der er sat en masse ting i søen, men der er ikke så meget, der egentlig har fået effekt endnu.

- Det er rigtig trist, når vi står med en problematik, der er så velkendt, siger hun.

Hun peger blandt andet på Socialstyrelsen, der skulle udarbejde en række retningslinjer for forebyggelse og håndtering af vold på botilbud.

- Det er ikke færdigt endnu. Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt, og fristen er blevet udsat rigtig mange gange, siger hun.

Ifølge FOA's egen medlemsundersøgelse, viser tal, at vold mod personalet faktisk er steget lidt.

- Vi oplever ikke, at det er blevet bedre, siger Charlotte Bredal og fortæller, at personalet bliver udsat for alt fra trusler og spark til knivstik og kvælning.

Ifølge hende er problemerne og løsningerne blevet indkredset, da det ikke er en ny problematik, der er bare ikke blevet handlet.

- Jeg tror, at området skal prioriteres, også økonomisk.

- Det handler om flere sengepladser i psykiatrien, og tid til at medarbejderne kan sparre fagligt, så de kan tage sig ordentligt af borgerne. Der skal være gode rammer for faglig supervision.

Hun peger på, at når personalet bliver udsat for vold og i værste fald drab, så er der flere ofre.

- Det er mindst lige så ulykkeligt for de mennesker, som ender med at blive drabsmænd. Der er jo nogle, der er så psykisk syge, at de ikke føler, at de får den hjælp, de har brug for, så de føler afmagt.

- Hele den problemstilling er dybt ulykkelig. Også for de pårørende både til den dræbte og drabsmanden, siger hun.

/ritzau/