Hjælpen til bandemedlemmer, der ønsker at træde ud af bandemiljøet, skal ikke være en kommunal opgave, mener flere fagfolk.

Kommunerne er ikke gearet til at hjælpe rockere- eller bandemedlemmer ud af det kriminelle miljø.

Det fortæller flere fagfolk, der til daglig arbejder med bandemedlemmer, i flere indslag, der mandag morgen bliver sendt på DR P4 København.

Til P4 København forklarer bl.a. Thomas Klausen, der er konsulent hos en virksomhed, der arbejder med at få bandemedlemmer ud af miljøet, at han ikke føler, at kommunerne forstår de behov, som bandemedlemmer, der ønsker at forlade miljøet, har.

- De fokuserer alt for meget på, at de her mennesker skal i arbejde og have en uddannelse. Problemet er blot, at de her mennesker aldrig har prøvet at agere i en normal relation i samfundet, og de er slet ikke klar til f.eks. arbejdsmarkedet. Desuden kræver det, at hjælpen skal være der 24 timer i døgnet, hvis man skal have de her mennesker ud af miljøet, og det løses ikke ved at arbejde fra kl.8-16, som det fungerer i mange kommuner, uddyber Thomas Knudsen over for BT.