Fundet af telefoner i statsfængslet i Vridsløselille koster en fængselsbetjent en fængselsstraf på 60 dage.

København: En fængselsbetjent fra Falster idømmes 60 dages ubetinget fængsel for at have forsynet indsatte i Statsfængslet Vridsløselille med mobiltelefoner.

Under en razzia i fængslet 7. januar 2015 fandt man i alt 12 telefoner, og det viste sig, at fire af dem var købt af betjenten.

Tidligere har den nu dømte erkendt sig skyldig, men da sagen tirsdag blev behandlet af Retten i Glostrup, havde han tilsyneladende ændret holdning.

Det ændrede dog ikke på rettens opfattelse af sagen.

- Retten finder, at tiltalte har misbrugt sin stilling til at medvirke til, at de indsatte begik strafbare forhold. Samtidig har tiltalte handlet i strid med de opgaver, som han skulle varetage, lyder det fra retsformanden.

Den dømte har endnu ikke besluttet, om han vil anke dommen.

/ritzau/