To mænd er inden for et døgn dræbt af væltende træer. I Jyderup på Nordvestsjælland endte en træfældning onsdag fatalt for en 39-årig mand. Af ukendte årsager væltede et træ ned over manden, der blev dræbt på stedet.

Det var den 39-åriges far, der kort efter klokken 18, gjorde det uhyggelig fund.

- Faderen var blevet bekymret, da han ikke kunne få fat i sønnen, der af gode grunde ikke havde taget telefonen. Derfor kørte han selv ud i skoven, hvor han altså fandt sønnen liggende under et træ, fortæller Martin Bjerregaard, der er kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi.

Den chokerede far forsøgte selv at flytte træet for at redde sin søn, men der var intet at gøre.

- Efter han havde ringet 112, tog han sønnens motorsav og begyndte at skære træet i stykker, så sønnen kunne blive frigjort, fortæller Martin Bjerregaard.

Da redningspersonalet ankom, forsøgte man at genoplive manden, men forgæves. Manden havde fået træet lige ned over brystkassen, og han blev dræbt på stedet.

Den 39-årige, der var ude i privat ærinde for at fælde træet, havde erfaring med at fælde træer fra tidligere. Træet, han var ved at fælde var 60 centimeter i diameter, og manden havde nået at skære en kile ud i den ene side af træet, som er normal praksis, når man fælder træer.

- Han havde også skåret et godt stykke ind i træet fra modsatte side, før det væltede fortæller Martin Bjerregaard,

Politiet ved endnu ikke, hvorfor træet faldt ned over manden, men det formodes, at der har været noget galt med træet. Der rager nemlig en spids op fra den stub, der er tilbage af træet, og det kan - ifølge politiet - tyde på, at træet pludselig er revnet.

Selv om ulykken foregik i mandens fritid, så skal Arbejdstilsynet undersøge ulykken.

- Uanset om sådan en ulykke sker i privat regi eller ved et arbejde, så er det stadig arbejdstilsynet, der skal vurderer de her ulykker. Det er dem, der har sagkundskaben, og den viden, man får ved at undersøge sådanne ulykker, kan også bruges til at forebygge andre ulykker, forklarer Martin Bjerregaard.

Torsdag formiddag fik politiet på Fyn en anmeldelse om en lignende ulykke. En 47-årig mand fra Ryslinge-kanten blev kort før klokken 10 fundet død i et mindre skovområde ved Pederstrup på Midtfyn. Ligesom manden fra Jyderup var den 47-årige onsdag kørt ud for af fælde træer. Og ligesom manden far Jyderup kom han aldrig hjem.

Skovens ejer bemærkede torsdag morgen, at den 47-åriges bil stadig holdt ved skoven og kort efter fandt han manden død i skoven.

Politiet har sammen med  Arbejdstilsynet undersøgt stedet, og ulykken er tilsyneladende sket i forbindelse med fældning af et træ med en diameter på ca. 30 centimeter.

Den 47-årige havde hugget en kile i den ene side af træet, men da han ville lægge det fældende snit på modsatte side af træet, gik det galt. I stedet for at vælte, som han have forventet, flækkede træet i stedet på langs, hvorved det slog  op og ramte den 47-årige, der blev dræbt på stedet.

Pårørende til den afdøde er blevet underrettet, oplyser Fyns Politi.