Et stop-skilt, der pludselig blokerer computeren samt en underretning fra Rigspolitiet om, at det er strafbart at udbrede børneporno.

Det var virkeligheden for en lang række danskere, der torsdag forsøgte at besøge helt uskyldige hjemmesider som Google og Facebook.

- Jeg kan bekræfte, at der er blevet sendt den slags beskeder. Det er tale om en menneskelig fejl, som har ramt folk, der har enten har Tele-Greenland eller Siminn som netudbyder, siger pressechef Niels-Otto Fisker fra Rigspolitiet.

LÆS OGSÅ: 

Bt.dk har talt med flere danskere, der er noget rystede over at få deres uskyldige søgninger blokeret af politiet.

Blandt andet fik en pige, der blot skulle tjekke sin Facebook-profil den alarmerende trussel fra politiet.

- Om det er en fejl fra Rigspolitiet eller fra Siminn, det skal jeg ikke kunne sige, men uanset hvad er det da skræmmende, at de på den måde går ind og inddrager uskyldige borgers internetfrihed, skriver pigens kæreste til bt.dk.

Ifølge Niels-Otto Fisker opstod problemet, da en efterforsker sorterede de sider, som var blevet besøgt fra en computer, der var ved at blive undersøgt.

- Ved undersøgelsen blev de ulovlige sider skubbet ned i et filter - og ved en fejl havnede en række helt almindelige sider samme sted, forklarer Rigspolitiets pressechef.

Fejlen opstod klokken 08.06, og ifølge politiet skulle den være udbedret igen klokken 11.26.

- Vi har taget de nødvendige skridt til at forhindre, at den slags sker igen, siger Niels-Otto Fisker.