Beboerne fra den ejendom på Nørrebro, der tirsdag blev evakueret efter et jordskred i forbindelse med metrobyggeriet, har heller ikke onsdag kunnet tilbringe natten i deres lejligheder.

De vil nemlig tidligst i løbet af torsdag få svar på, hvornår de kan vende hjem, oplyser Københavns Politi.

»Der er endnu ikke fastsat en tidshorisont for tilbageflytning. Der afventes en godkendelse fra bygningsinspektøren i Københavns Kommune, før beboerne kan flytte tilbage,« siger vagtchef ved Københavns Politi Mads Firlings.

51 personer blev evakueret fra tre opgange i forbindelse med jordskreddet, og selvom indsatsleder ved Københavns Brandvæsen Magnus Mattson onsdag oplyste til DR Nyheder, at der ikke er fare for, at ejendommen styrter sammen, så var der ifølge ham onsdag stadig risiko for, at dele af bygningen kunne falde af.

BNB