Et enkelt slag gav så store forandringer i hjernen, at det kostede det 16-årige avisbud livet. Det er resultatet af den obduktion, der fredag blev gennemført.
Drengen døde torsdag aften på Rigshospitalet uden at være kommet til bevidsthed.
Ifølge drabschef i Københavns Politi, Ove Dahl, mangler der dog endnu en række specialundersøgelser.
- Vi har ikke det endelige resultat endnu. Men de resterende undersøgelser kan tage lang tid, siger han.
Vidner har da også forklaret, at den 16-årige dreng kun fik et slag mod hovedet. Han nåede kun at tage få skridt, før han sank sammen. Overfaldet skete i Polensgade, hvor drengen holdt spisepause sammen med kammerat, som han delte aviser ud sammen med.
Kort efter kunne politiet anholde de tre mistænkte overfaldsmænd, der torsdag blev varetægtsfængslet.
/ritzau/






















