- Tænk på børnebørnene! Tænk på børnebørnene! Med de ord reddede en 68-årig kvinde fra Veflinge på Nordfyn livet, da hun tirsdag formiddag ellers allerede havde fået et ni centimeter langt snit i halsen med en køkkenkniv af sin jævnaldrende mand, som stod lige bag hende og stadig holdt kniven for hendes strube. Men så var det som om, den nu sigtede ægtemand vågnede op. Ordene havde ramt noget i ham, og han lagde kniven, ringede 112 og lod sig kort efter anholde uden dramatik, mens hans kone, som han har været gift med gennem 44 år, blødende blev hentet af den tilkaldte ambulance.

Den 68-årige mand er onsdag formiddag blevet fremstillet i grundlovsforhør med en sigtelse for drabsforsøg. Han indledte retsmødet med at erkende sig skyldig i sigtelsen.

Stærkt følelsesladet fortalte den ulykkelige folkepensionist, hvordan han for år tilbage og nu senest gennem det seneste år bag konens ryg havde lænset deres fælles økonomi på grund af sin hang til at spille på spilleautomater.

En ludomani, som han ellers havde gemt væk, men som havde fået et for stærkt tag i ham igen den seneste tid.

- Jeg går til svømning om mandagen. Så når jeg tog afsted, sad jeg så der bagefter og spillede på spilleautomat og hyggede mig med det. Men jeg har kun gjort det om mandagen, fortalte han.

Da han i grundlovsforhøret blev bedt om at beskrive de dramatiske minutter omkring drabsforsøget, kunne han i første omgang ikke finde ordene på grund af sin stærke sindsbevægelse.

Lidt efter lidt åbnede han dog op og fortalte indgående, hvad der skete i hjemmet i Veflinge tirsdag morgen.

- Min kone havde været i bad og var gået op for at ordne hår. Så gik jeg selv i bad, og mens jeg stod der under bruseren, besluttede jeg at slå hende ihjel. For jeg kunne ikke mere bære, at hun skulle leve med skammen over mig. Jeg er bare et fjols. Så jeg gik direkte op i køkkenet, hentede den store køkkenkniv og gik ud til hende. Det eneste jeg sagde, var: Jeg har bedraget dig. Jeg holdt hende bagfra med venstre hånd og snittede hendes hals med kniven med den højre, sagde han stille.

Og da var det, konen sagde: "Tænk på børnebørnene! Tænk på børnebørnene!" og tog om hans hænder.

Hvorefter han lagde kniven fra sig og tilkaldt hjælp.

I retten blev der nedlagt navneforbud for både gerningsmanden og hans jævnaldrende kone.

Ægteparrets to voksne børn var til stede ved grundlovsforhøret, hvor de sad tæt sammen og holdt om hinanden.

Da deres ulykkelige far blev afhørt, blev de bedt om at forlade retssalen, fordi de muligvis senere vil blive indkaldt som vidner i sagen.

Den 68-årige kvinde fik ved drabsforsøget et ni centimeter langt og fire millimeter dybt snit på tværs af halsen lige over halspulsåren. Hun er uden for livsfare.

Hendes drabssigtede ægtemand blev varetægtsfængslet i foreløbig fire uger og skal gennemgå en mentalundersøgelse. Han protesterede ikke over nogen af delene, ligesom han indvilligede i at modtage behandling mod ludomani.