Den bedrageri-dømte Erik Skov Pedersens egen forklaring på, at han nu sidder fængslet i isolation lyder, at han lod en fængselsbetjent købe et sportsur i Elgiganten. Men det var ikke bestikkelse, siger han via sin advokat.

Fra sin plads på pinden i Horserød Statsfængsel, hvor Erik Skov Pedersen afsoner sin bedrageri-dom, skal han og den berygtede selskabstømmer Bjørn Stiedl have oprettet et cykelhold for de indsatte til at dække over stråmandsvirksomhed. Idéen fik Kriminalforsorgens velsignelse, og flere førende advokat-firmaer nåede at poste sponsorater på omkring 200.000 i holdet, inden Horserøds fængselsinspektør Lene-Møller Nielsen onsdag satte en brat stopper for holdet.

Cykelholdets initiativtagere Erik Skov Pedersen og selskabstømmeren Bjørn Stiedl blev meldt til politiet. Mistænkt for at bruge cykelholdet til stråmandsvirksomhed, dokumentfalsk og overtrædelse af forbuddet mod at stifte selskaber.

Erik Skov Pedersen er sendt i isolationsfængsel på grund af sagen, men der er endnu ikke rejst sigtelse mod ham, og ifølge sin advokat er der en helt naturlig forklaring på anmeldelsen.

- Bestikkelsen skulle bestå i, at en fængselsbetjent har købt et sportsur i Elgiganten til omkring 1.000 kroner, han har fået refunderet pengene, men uret var til brug på holdet, og betjenten har ikke selv fået noget ud af det selv. Det er Eriks forklaring, fortæller hans forsvarer Peter Martin Blinkenberg til BT.

Han var fredag i kontakt med både politiet og anklagemyndigheden, men han afviser, at der er meget hold i sagen.

- Erik er selvfølgelig træt af isolationen, fordi han mener, at der ikke er noget i sagen. Som han siger, er han godt klar over, at sådan et cykelhold ville have politiets fulde opmærksomhed fra begyndelsen, hvis der blev lavet det mindste, siger Peter Martin Blinkenberg.

Ifølge BTs oplysninger har betjenten også have modtaget en cykel som bestikkelse, men det afviser Erik Skov Pedersens advokat.

Det er firmaet Profelis Sport Management A/S, der har skaffet sponsorer, cykler og professionelle trænere som bl.a. Michael Sandstød til holdet, der havde udgangstilladelse til 3x2 træningstimer ugentligt. Også det firma har over for BT udtrykt deres skuffelse over det fejlslagne resocialiseringsprojekt.