Nordjyllands Politi mener nu at have fundet årsagen til, hvorfor en ældre mand d. 21. april i år pludselig trådte speederen bund og med høj fart kørte direkte ind i en bil i rundkørsel i Hjørring. En ulykke der kostede en 24-årig kvinde, hendes syv måneder gamle søn og barnets farmor livet.
Neurologiske undersøgelser af den 76-årige bilist viser, at han lider af epilepsi. Det er derfor politiets teori, at han fik et epileptisk anfald, mens han kørte. Det skriver Nordjyske.dk.
- Vi antager, at der var et epileptisk anfald. Det har vi fået bekræftet fra lægelig side, siger vicepolitikommissær Søren Bach fra lokalpolitiet i Hjørring til Nordjyske.dk.
Den 76-årige mand fik kort før ulykken et ildebefindende, der fik ham til at miste kontrollen over bilen og 'tabe' foden på speederen. Den 74-årige hustru, der sad i bilen, har tidligere fortalt politiet, hvordan hun råbte op, for at få sin mand til at sætte farten ned, men hun var ude af stand til at få kontakt med ham.
Den 76-årige mand var ikke selv klar over, at han led af epilepsi. I forrige uge gik han med til at blive undersøgt på neurologisk afdeling på Aalborg Universitetshospital efter et tip fra en specialist. Diagnosen betyder, at han nu får inddraget sit kørekort.
Politiet ved endnu ikke, om den 76-årige vil blive sigtet for uagtsomt manddrab eller uagtsomt legemsbeskadigelse pga. den skjulte epilepsidiagnose.
I den påkørte bil sad også en 28-årig onkel og en 4-årig pige, der som de eneste overlevede ulykken. Den 4-årige pige kom slemt til skade og svævede i flere dage mellem liv og død. Hun er nu erklæret svært hjerneskadet.