Det var en overlykkelig Lillan Andersen, som i dag modtog Vestre Landsrets dom i ankesagen om hendes ret til at blive boende i et af kammerherre og hofjægermester Christian Kjærs skovhuse i Skærbæk Plantage.

Lillan Andersen fik nemlig landsrettens ord for, at hun og hendes ti får kan blive på ejendommen Vorretvej 21 med det ensomt beliggende gamle bjælkehus dybt inde i skoven, hvor hun har boet siden 1991.

Christian Kjær overtog som arving til F.L. Smidths besiddelser i 2006 den enorme plantage ved Them i Midtjylland, og han har flere gange forsøgt gennem påbud at få smidt den nu 64-årige kvindelige lejer ud af huset, fordi han ikke vil anerkende hendes fårehold, da han mener, fårene ødelægger træerne. 

Da det imidlertid ikke lykkedes at få den enlige kvinde væk fra stedet gennem påbud, valgte Christian Kjær at køre sagen ved domstolene.

Og han fik i efteråret 2010 Retten i Silkeborgs ord for, at Lillan Andersen og hendes får skulle være ude af det naturskønne og yderst ensomt beliggende sted inden otte dage.

Men Lillan Andersen ankede byrettens dom, hvilket havde opsættende virkning, så hun midlertidigt kunne blive boende. Indtil afgørelsen i dag, mandag, har hun gået nervøst og ventet på, om hun ville være købt eller solgt, når det gjaldt. Nu har retten talt: "David" har vundet over "Goliat".

Bt.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Lillan Andersen til dommen. Hendes nære veninde Jette Nielsen talte med hende kort efter afgørelsen. Hun siger:

- Lillan er helt oppe og køre over det. Hun sov slet ikke i nat, fordi hun har været så nervøs for, om hun skulle sættes ud af huset. Fårene er jo hendes et og alt, og nu har hun heldigvis fået medhold. Hun er meget lettet og meget, meget glad over afgørelsen, siger Jette Nielsen.

Christian Kjær, der har nære bånd til kongehuset og er stor jord- og skovbesidder i Jylland og Nordsjælland, skal med landsrettens dom betale sagens omkostninger på 50.000 kroner.

Skærbæk Plantage, som den kendte F.L. Smidth-arving for godt fem år siden overtog og ved den lejlighed fik 12 skovhuse med i købet - bl.a. dét Lillan Andersen bor i - dækker et areal på cirka 1.350 hektar.

Den enlige kvindes ejendom på Vorretvej dækker, inklusiv fårefolden, mindre end én hektar.