Det er endnu ikke lykkedes politiet at finde den halvandet år gamle dreng, der forsvandt i et skovområde i Nordjylland lørdag aften.

Sent lørdag aften indledte Nordjyllands Politi en større eftersøgning med fire hundepatruljer og en helikopter. Den eftersøgte er en dreng på bare halvandet år, der er forsvundet i et nordjysk skovområde.

»Vi har sat massivt ind, da vi er bekymrede. Der er jo tale om et barn på halvandet år,« siger vagtchef hos Nordjyllands Politi Jan Stagsted omkring klokken 01.30 natten til søndag.

Han oplyste lørdag aften til tv2.dk, at drengen var forsvundet omkring klokken 21.30, da han med sin familie plukkede bær i en lille skov i Gærum ved Frederikshavn. Ifølge vagtchefen ved familien ikke, hvordan drengen forsvandt:

»Han var bare lige pludselig væk, mens de gik derude«.

Nordjyllands Politi er trods nattens mulm og mørke fortrøstningsfulde i forhold til at finde drengen, da hundene uden problemer kan spore sig frem i mørket, og da helikopteren er varmesøgende.

Vagtchefen fortæller samtidig, at et antal borgere er ankommet til stedet for at lede efter drengen. Politiet henstiller dog til, at bekymrede borgere bliver hjemme.

»Vi påskønner, at borgerne vil hjælpe til, men vi vil gerne have ro på til selv at klare det, for de ødelægger desværre mere, end de gavner. Vi skal nok give besked, hvis vi gerne vil have hjælp,« siger Jan Stagsted, der blandt andet henviser til, at de hjælpsomme borgere kan forvirre politihundene, der forsøger at få fært af drengen.

Der er ifølge vagtchefen få vandhuller i skovområdet, som er blevet søgt igennem.

Drengen var iført en hvid T-shirt og mørke smækbukser, da han forsvandt.