En ældre kvinde blev fredag aften fundet død i en lejlighed på Boulevarden i Kongens Lyngby. Omstændigheder omkring dødsfaldet har fået politiet til at betragte sagen som mistænkelig.

Derfor blev der fredag tilkaldt teknikere, retsmedicinere og efterforskere til at undersøge, om kvinden kan være blevet dræbt. Efterforskningen af sagen var endnu ikke afsluttet tidligt lørdag morgen.

»Vi er stadig i gang og skal have brikkerne til at falde sammen,« siger vagtchef ved Nordsjællands Politi Hans Jakob Rechendorff, der foreløbig ikke kan kommentere yderligere på sagen.

Politiet afspærrede fredag aften et område omkring kvindens lejlighed og var til stede med hundepatruljer. Afspærringen var hævet lørdag morgen.

BNB