Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Onsdag kunne BT fortælle historien om 17-årige Emilia Jensen, der blev overfaldet og skåret i ansigtet af ukendte gerningsmænd. Nu har politiet modtaget en lignende henvendelse fra en 15-årig pige.

En bare 15-årig pige blev onsdag aften overfaldet på en skovsti nær Birkerød i Nordsjælland af tre ukendte gerningsmænd, der skubbede hende i ryggen, satte sig oven op hende og snittede hende i ansigtet - angiveligt umotiveret.

Det oplyser Nordsjællands Politi til BT.

»Det vides ikke præcist, hvad hun er blevet skåret med, men det kan være et barberblad eller en lille kniv. Der er dog ikke tale om dybe sår,« fortæller Bent Sten Andersen, vagthavende ved Nordsjællands Politi.

Den 15-årige piges signalement af gerningsmændene har dog foreløbig ikke givet afkast, og man er derfor fortsat på bar bund.

»Efterforskerne er ved at undersøge sagen og ser, hvad de kan løbe op,« fortæller han og tilføjer:

»Men signalementet af de tre gerningsmænd er meget sparsomt, og der var ikke nogen vidner.«

Nordsjællands Politi håber dog, at det vil lykkes efterforskerne at danne sig et indtryk af, hvem det kan være, når de kommer lidt rundt i lokalområdet.

De tre mænd er ifølge Nordsjællands Politi af udenlandsk herkomst, 18-25 år, alle med skæg, den ene med armycut de to andre veltrænede og brugte parfume.

Anden gang på få dage

Overfaldet på den 15-årige er nummer to i rækken af den slags. Lørdag blev 17-årige Emilia Jensen nemlig udsat for et lignende overfald i Fredericia, da hun blev overfaldet af fire drenge, der skar et langt snit i hendes ansigt.

Emilia Jensen vristede sig fri fra drengenes greb og løb hjem, men overfaldet satte sine tydelige spor i den 17-årige piges ansigt, hvilket fik hendes storesøster, Marica Jensen, til at dele et billede af lillesøsterens blodige kind på Facebook kort tid efter.

Det var en meget chokeret Emilia Jensen, der kom hjem til sine forældre lørdag aften. Hun var blevet overfaldet af fire drenge.
Det var en meget chokeret Emilia Jensen, der kom hjem til sine forældre lørdag aften. Hun var blevet overfaldet af fire drenge. Foto: Privatfoto
Vis mere

Her forklarer Marica Jensen, hvordan Emilia Jensen kom gående på en mørk sti, da hun passerer fire drenge.

»Den ene tager fat i hendes skulder og snitter hende i kinden med noget skarpt (billede nedenfor), så sej som Emilia er, tager hun fat i hans nakke med hendes lange negle og får sig kæmpet fri, så hun kan løbe sin vej.«

Emilia Jensen har det efter omstændighederne godt efter det voldsomme overfald, men Marica Jensen fortæller BT, at lillesøsteren er meget chokeret og vred over det umotiverede overfald.

»Jeg har slet ikke ord, og jeg bliver så sur. Det kan ikke være rigtigt, man ikke kan gå i fred. Man burde ikke skulle være bange for at sende sin lillesøster ud om aftenen,« siger Marica Jensen til BT.

Emilia Jensen har beskrevet tre af de fire mænd som værende 179-180 centimeter høje, mens den sidste var lavere end hende - hun er 175 centimeter høj. Desuden var de iført Carhartt-bukser.

De fire mænd er meldt til politiet.

Har du set dem eller ved du noget, så  kontakt politiet på telefonnummeret 114.