To mænd sidder nu fængslet for et knivstikkeri i København. Politiet mener at vide, hvem den tredje er.

København. En 19-årig mand er i Dommervagten i København blevet varetægtsfængslet til 15. august, sigtet for at have deltaget i et overfald på et medlem af banden Loyal To Familia (LTF).

Tirsdag blev en anden mand fængslet i sagen, mens den tredje formodede gerningsmand fortsat er på fri fod. Politiet mener dog at vide, hvem han er.

Overfaldet skete på Frederikssundsvej fredag aften i sidste uge.

Her stiger tre mænd ud af en bil og henvender sig til en 19-årig mand, der kommer gående på fortovet.

De taler lidt sammen, og kort efter bliver den 19-årige stukket to gange i låret og en gang i ballen. Han falder ned på jorden, hvorefter en af de tre mænd tramper på hans ansigt, så han får en flænge i baghovedet.

Efter overfaldet springer de tre personer ind i bilen igen og flygter fra stedet.

Sådan beskrev politikommissær Steffen Thaaning Steffensen forleden episoden, der udspillede sig fredag 14. juli omkring klokken 18.

Ifølge Steffen Thaaning Steffensen er motivet til knivoverfaldet sandsynligvis "noget bandefnidder".

- Den 19-årige er medlem af LTF. Og de andre er fra en anden gruppering. Det handler nok om, at man skal tisse nogle territorier af, lød det forleden fra politikommissæren.

Mandag blev en 23-årig mand anholdt i sagen, og fredag lykkedes det så at anholde den 19-årige på Nørrebro.

- En af vores tryghedsskabende patruljer får øje på en bil, hvor de mistænker, at føreren er påvirket af alkohol eller stoffer, siger Steffen Thaaning Steffensen.

- Efter en kort eftersættelse, får de standset bilen, og det viser sig, at det er den efterlyste, der sidder i den.

Formålet med de tryghedsskabende patruljer er ifølge politikommissæren at lægge et massivt pres på banderne, særligt LTF.

- Vi ånder dem i nakken, for at de skal føle, at det er uattraktivt at være medlem af en bande i København, siger han.

/ritzau/