De lukkede afdelinger på landets 'sikrede' psykiatriske hospitaler er nogenlunde lige så lukkede og sikre som et hyttefad.

Mandag aften lykkedes det endnu en person at flygte fra Psykiatrisk Hospital i Risskov, det skriver tv2oj.dk.

- Man kan godt antage den holdning, at de ikke passer godt nok på de kriminelle. Det er et problem, siger vicekriminlakommisær Michael Ørum Møldrup fra Østjyllands Politi til bt.dk.

Den flygtede person er en af bagmændene i den store designtyverisag, og vurderes ikke som farlig for andre end sig selv. 

Han  er 22 år og er sigtet for 22 indbrud til en værdi af 1 million kroner.

Så sent som den 1. juni flygtede hans 21-årige medgerningsmand fra selv samme Psykiatriske Hospital i Risskov.

Han valgte dog efterfølgende frivilligt at vende tilbage til hospitalet.

De seneste dage har været præget af flugter fra forskellige sikrede afdelinger.

I går flygtede den ekstremt farlige Peter Bjørnskov Madsen fra det psykiatriske hospital i Middelfart.

5. juni flygtede en 22-årig bagmand for et groft hjemmerøveri fra Augustenborg Sygehus.

24. februar var den igen gal i Riisskov, da fire surrogatfængslede mænd overmandede en ansat og bemægtigede sig vedkommendes nøgler, der sikrede dem uautoriseret udgang.