En person har torsdag aften mistet livet i en trafikulykke mellem en scooter og en personbil i Fredericia.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi.

»Det er ikke mange informationer, jeg har på nuværende tidspunkt, men det er formentligt scooterføreren, der er død,« siger vagtchef Svend Pedersen.

Ulykken skete omkring klokken 17.15 på Vejlevej, og personen blev erklæret død en halv time efter sammenstødet, informerer vagtchefen.

Hvor mange personer, der befandt sig i bilen, er endnu uvist, ligesom politiet heller ikke ved, hvad der forårsagede ulykken.

»Vi er ved at undersøge stedet derude nu, og vi har tilkaldt en bilinspektør, så vi er ved at kigge på sagen,« siger vagtchefen.

BNB