Nordjyllands Politi rykkede mandag aften talstærkt ud til Kennedys Plads i Aalborg, hvor én person er blevet såret i ansigtet af knivstik.

Det oplyser politiet til bt.dk.

»Klokken 19.30 modtog vi en anmeldelse om, at en mand rendte rundt på Kennedys Plads med en stor kniv,« siger vagtchef fra Nordjyllands Politi, Per Jørgensen.

Det viste sig, at manden selv havde et stort snitsår i hånden, men kniven havde han ikke længere på sig.

»Samtidig blev der sendt en ambulance til Kennedys Plads, hvor en person har fået snitsår i panden og ned over næseryggen,« fortæller vagtchefen.

Vidner har fortalt politiet, at der opstod tumult mellem flere personer i misbrugsmiljøet op til knivstikkeriet. En person er anholdt.

»Vi har en anholdt og en forurettet, der er skåret i ansigtet. Endnu har vi ikke fastlagt, hvem der har skåret med kniven, men vi formoder, at det er gerningsmanden, vi har anholdt,« siger Per Jørgensen.

Både den anholdte og den forurettede er så påvirkede, at de først kan afhøres tirsdag. Den anholdte risikerer en sigtelse for grov vold.