Kort før ulykken ved 03-tiden overhalede bilen - i nødsporet og med voldsomt fart - flere andre biler. Men da føreren af bilen ville ud fra nødsporet igen, hvor Amagermotorvejen deler sig mod København og mod Øresundsbroen, mistede han herredømmet over bilen og torpederede autoværnet i midten af vejen.
- Autoværnet er splittet ad over en strækning på 20-30 meter. Bilen er helt skilt ad, motoren blev slynget ud og fundet et stykke væk, fortæller vagtchefen på Politigården i København, John Hansen.
Politiet har endnu ikke identificeret alle de fem dræbte, men oplyser at fire af personerne har tjekkisk baggrund.
De tre af de dræbte sad i bilens varerum og blev slynget ud ved ulykken. De to på forsæderne havde sikkerhedsseler på og blev befriet. Den ene blev erklæret død på stedet. Den anden døde 20 minutter efter ankomsten til hospitalet.
Varevognen er dansk indregistreret på gule nummerplader.
- Kun i få undtagelsestilfælde, må der sidde så mange i en varebil, og umiddelbart tyder det ikke på, at det har været sådan et lovligt undtagelsestilfælde, fortæller John Hansen.
Amagermotorvejen var afspærret i et par timer, men var ved 06-tiden atter åben for trafik.




















