Den 28-årige Nikolaj Daniel Dyrner, der har været forsvundet siden natten til torsdag, hvor han besøgte en ven i en lejlighed i Lyngby, blev tirsdag aften fundet død i lejligheden.

- Vi tog efter en henvendelse ud på adressen Lyngby Hovedgade 104 i forbindelse med sagen om den forsvundne Nikolaj, og her finder vi en død person på altanen, siger vagtchef ved Nordsjællands Politi Morten Bagge Bramsnæs.

- Det er tydeligvis Nikolaj, og vi mistænker, at afdøde har været udsat for en forbrydelse, siger vagtchefen.

Han ønsker ikke at komme ind på omstændighederne omkring fundet, herunder eksempelvis hvad den 28-årige familiefar er død af.

Den 28-årige Nikolaj Daniel Dyrner var selvstændig håndværker, og vennen, som han besøgte onsdag aften, har tidligere været ansat hos ham. De to mødtes ifølge Nikolaj Daniel Dyrners kæreste for at tale om, hvorvidt vennen kunne få sit job igen, men mødet endte med et skænderi, efter de to ifølge vennen havde drukket en del alkohol.

Det har hidtil været antaget, at den 28-årige mand forlod lejligheden mellem klokken 03 og 06.

Vennen, der opholdt sig i lejligheden, da politiet kom tirsdag aften, er blevet anholdt. Han bliver fremstillet i grundlovsforhør onsdag. Vagtchefen ønsker ikke at oplyse, hvad sigtelsen kommer til at lyde på, eller hvordan den anholdte stiller sig til sigtelsen.

Der skal desuden foregå en retsmedicinsk undersøgelse.

De pårørende er underrettet. Nikolaj Dyrner har et barn sammen med kæresten og fungerede også som papfar for dennes ældste søn.