Undersøgelse skal afklare, om en eller flere har sat ild til en af politiets civile biler natten til mandag.

Esbjerg: En af politiets civile biler er natten til mandag brændt midt i Vejen, bekræfter Syd- og Sønderjyllands Politi mandag formiddag.

Muligvis er branden påsat, og det vil politiet straks få undersøgt, lyder det fra vagtchef Ivan Gohr Jensen.

Bilen stod parkeret på Torvet i Vejen lige foran politistationen.

Sagen er registreret hos politiet lidt før klokken halv to, oplyser vagtchefen.

- Den er voldsomt brandskadet, siger han.

Politiet håber i løbet af mandagen at få afklaret årsagen.

- Det skal selvfølgelig undersøges. Normalt opstår der jo ikke brand i biler, der holder parkeret, lyder det fra Ivan Gohr Jensen.

/ritzau/