20-årige Emily Burton var øjenvidne til de blodige minutter efter mandag aftens massakre i Manchester Arena, hvor 22 personer mistede livet.

Som tjener på en mexicansk restaurant i nærheden af arenaen, hvor det amerikanske teenage-idol Ariana Grande skulle spille, havde Emily Burton i løbet af dagen serveret mad for spændte børn og deres forældre.

»Jeg mødte så mange begejstrede børn, der sandsynligvis skulle til en stor koncert for første gang i deres liv,« fortæller hun.

Få timer senere var smilene afløst af forstenede ansigter, da koncertgængere flygtede forbi restauranten. En selvmordsbombe var gået af i arenaens foyer og sendte møtrikker gennem luften for at gøre maksimal skade.

»Det er syn og lyde, som jeg aldrig kan glemme. Forældre der løb med deres børn smurt ind i blod. To børn der blev lagt på gaden, mens man ventede på ambulancen. Skrigene har sat sig fast,« siger Emily Burton på rådhuspladsen i Manchester, hvor BT møder hende.

Sværtbevæbnet politi ankom mandag aften til restauranten og bad alle om at søge dække under bordene, fortæller hun. Lidt efter hjalp hun med at evakuere restaurantgæsterne.

I dag sidder hun tilbage med en følelse af skyld. Hun bliver ved med at spørge sig selv, om hun kunne have gjort mere. Om hun skulle have løbet over mod arenaen for at hjælpe.

»Jeg kan huske ansigterne på de børn, som jeg serverede for – og jeg tænker på, om de er i live. Måske kunne jeg have været med til at redde nogen,« siger Emily Burton, der studerer kriminologi.

»Men redningspersonalet sagde, at jeg bare skulle tage hjem,« tilføjer hun.

Det der gør hende mest vred er, at gerningsmanden målrettet gik efter en koncert med børn.

»Der har været andre koncerter hele ugen, men han vælger præcis den med Ariana Grande. Det er Disney-fans. Hvad går igennem hans hoved, når han tror, det er okay at dræbe 8 år gamle børn?,« spørger Emily Burton og slår ud med armene.

Hun er sammen med sin 19-årige veninde Tyler Severn, der efter at have hørt om angrebet mandag aften ringede til Emily Burton for at fortælle, at hun var på vej for at hente hende. De bor sammen i et kollektiv.

Emily Burton sagde ikke et ord i bilen hjem. Men da hun trådte ind i lejligheden brød hun ud i tårer.

I et forsøg på at bearbejde hændelserne tog de to veninder tirsdag aften til mindeceremoni på rådhuspladsen Albert Square. Her delte muslimer gratis chips ud og forsøgte at sprede god stemning med positive budskaber på skilte.

»De tror, de skal rette op på noget, men det behøver de jo ikke. De er ikke ansvarlige for, hvad en mand har gjort,« siger Tyler Severn.