Ikke et eneste spor har politiet kunnet finde på den 17-årige Emilie Meng fra Korsør, som siden søndag morgen har været sporløst forsvundet. Og det selvom frivillige, betjente, politihunde, dykkere og helikopter har finkæmmet området omkring Korsør Station, hvor hun sidst blev set klokken fire søndag morgen.

Som dagene skrider frem, har Emilies fætter, 19-årige Silas Witzner, svært ved at bevare optimismen.

Faktisk udelukker han ikke længere, at kusinen har været udsat for en forbrydelse.

»Jeg tror desværre, at der er sket hende noget. Hun er nok rendt ind i en person, som har gjort hende fortræd. Jeg tror ikke, hun er stukket af, fordi det ligner hende slet ikke. Sådan er hun ikke,« fortæller en dybt berørt fætter, da BT ringer ham op tirsdag aften.

Emilie Meng havde lørdag været i byen med to veninder i Slagelse. De var på vej hjem hver især, da de ved fire tiden søndag morgen skiltes ved Korsør Station. Emilie Mengs veninder tog en taxa, mens hun selv valgte at gå de få kilometer hjem til moderens hus i Korsørs bymidte. Men så langt kom hun slet ikke.

Leder efter person med studenterhue

Tidligere onsdag afslørede videoovervågningen fra Korsør Station, at Emilie Meng ikke tog toget tilbage i retning mod København, som politiet først troede. I stedet leder Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi nu efter en mand, der har været i området omkring Korsør Station, da Emilie Meng forsvandt.

Specielt efterlyses en personbil, der omkring klokken 05.05 søndag morgen standsede umiddelbart syd for rundkørslen ved Gamle Banegårdsplads og Tårnborgvej i Korsør. Ifølge politiet steg en ung mand ud af personbilen iført hvid skjorte og studenterhue. Umiddelbart efter kørte personbilen fra stedet ad Tårnborgvej mod syd i retning mod Halskovbroen. Politiet vil også meget gerne tale med en mand i orangefarvet vest, som kom cyklende på Halskovbroen i retning mod Tårnborgvej.

Vil bare have en afklaring

Emilie Mengs familie føler sig magtesløse, og nu vil de bare vide, hvad der er sket med den 17-årige pige.

»Jeg vil næsten hellere få en afklaring og vide, hvad der er sket med hende end slet ikke at vide noget. Jeg kan ikke forstå, hvorfor der ikke er dukket spor op efter hende endnu. Det er jo virkelig sjældent, det sker,« fortæller fætteren Silas Witzner og fortsætter:

»Det ene øjeblik er man bare helt nede, og det næste øjeblik klynger man sig til håbet. Det er svært at være sig selv. Man tænker hele tiden på, hvad der kan være sket. Jeg har ikke overskud til at være sammen med vennerne, fordi det her tager så mange kræfter fra mig. Det går ud over min nattesøvn, fordi jeg skal hele tiden op og tjekke, om der er noget nyt«.

Familien har sammen med de frivillige igangsat en donation. Pengene fra donationen skal gå til personer, der måtte ligge inde med viden om Emilie Mengs færden. Tidligere onsdag kunne Silas Witzners bror – Robin Witzner – fortælle om overvældende interesse for initiativet.

»Det er kæmpe stort, at så mange er villige til at hjælpe os,« supplerer Silas Witzner.