Siden juli, hvor Emilie Meng forsvandt, har der hængt plakater rundt omkring i landet, som bad danskerne om at holde øje med den dengang 17-årige pige. Men nu beder familien om hjælp til at få fjernet dem.

Mange danskere har siden 10. juli ledt med lys og lygte efter 17-årige Emilie Meng fra Korsør på Sjælland.

En del af indsatsen for at finde den unge pige har været eftersøgninger i Korsør og omegn, hvor frivillige dag og nat har trevlet områder igennem for spor af den unge kvinde.

Men eftersøgningen har også handlet om at få delt budskabet om Emilies forsvinden, så så mange mennesker som muligt kunne holde udkig efter pigen.

Det skete blandt andet ved hjælp af plakater med et billede af Emilie Meng og ordene 'Missing, vermisst, savnet' og teksten 'Har du set Emilie Meng? Kontakt politiet'.

Efterlysning af Emilie Meng på Nørreport Station.
Efterlysning af Emilie Meng på Nørreport Station. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Men nu beder familien danskerne om hjælp til at få fjernet de mange plakater. Det skriver TV Øst.

Et familiemedlem til Emilie Meng skriver på familiens vegne i et ikke offentligt Facebook-opslag:

'Eftersom Emilie nu er blevet fundet beder familien jer om, at tage efterlysningsplakaterne ned igen.'

Emilie Meng blev fundet død juledag i en sø ved Borup på Midtsjælland. Det var en tilfældig hundelufter, som fandt Emilie Mengs lig.

Torsdag aften var flere tusinde mennesker samlet til et fakkeloptog i Korsør for at mindes Emilie Meng, der har været forsvundet siden den 10. juli. Fakkeltoget bevægede sig tre kilometer fra Korsør Station, hvor Emilie Meng sidst blev set, til Skt. Povls Kirke, hvor hun var kirkesanger.

Her blev der holdt en mindehøjtidelighed for at mindes Emilie, og præsten i kirken sagde blandt andet:

»Vores værste frygt er blevet til virkelighed. Emilie er her ikke længere, men i aften har vi båret lys gennem vintermørket for at vise, at kærlighed og godhed er stærkere end ondskab. Nu har hun fred, og som hun har sunget for os, vil englene synge for hende.«

Sydsjællands Politi estimerede, at der har været 2.500 deltagere til fakkeloptoget.