Torsdag var det fire måneder siden, 18-årige Emilie Meng sagde farvel til sine veninder ved Korsør Station klokken fire om morgnen. Siden har der ikke været nogen gennembrud i efterforskningen af den unge kvindes forsvinden. Politiet arbejder ud fra tre mulige scenarier af, hvad der kan være sket med hende.

»Vi arbejder med tre hypoteser. Den ene er, at hun i en periode har valgt at leve et andet sted. Den anden er, at hun har været udsat for en ulykke under en eller anden form, og den tredje er, at hun har været udsat for en forbrydelse, og det er stadig væk et åbent spørgsmål,« siger leder af efterforskningen Søren Ravn Nielsen til BT.

Men politiet er officielt set på bar bund i sagen, der bliver mere og mere usædvanlig.

»Vi arbejder jo med en bred palette af forskellige ting, men der er ikke noget gennembrud på nuværende tidspunkt, og vi har heller ikke noget at gå ud med, som kan efterlyses i øjeblikket.«

BT har tidligere afdækket, hvordan tre personer har været sigtet i forbindelse med Emilie-sagen. Den 67-årige, pensionerede Finn Petersen, en 33-årig lastbilchauffør fra Sønderjylland og en kvinde fra Korsør, der er underlagt navneforbud.

Om der har været flere mistænkte eller sigtede, vil politiet ikke kommentere på.

Har I nogen nye vidner?

»Vi får stadig en del henvendelser, men der er ikke noget af det, som har bragt os afgørende videre.«

Hvad er jeres næste træk?

»Vi vurderer løbende, hvad vi har af muligheder for at kvalificere noget af det, vi tidligere har gjort, men der er ikke noget af det, vi kan gå ud med i øjeblikket.«

Hvorfor leder I kun i Korsør?

»Jeg kan sige, at vores efterforskning omkring Emilies forsvinden er ikke kun centreret omkring Korsør. Der kommer også henvendelser andre steder fra, men heller ikke det har givet noget gennembrud.«

Er der en teori, I hælder til?

»Vi arbejder stadig målrettet på at finde ud af, hvad der er årsag til Emilies forsvinden, og det håber vi også at finde en løsning på, men der er ikke noget, der peger i en bestemt retning lige nu.«