Den 15-årige dreng, der er sigtet for voldtægt og drab på Else Johannesen i Lemvig, er varetægtsfængslet i fire uger.

Den unge mand blev tirsdag i Retten i Holstebro varetægtsfængslet indtil 2. september.

Dagen forinden blev den 15-årige anholdt i sit hjem i Lemvig og sigtet for drabet på den 77-årige Else Johannesen, som blev fundet dræbt i sin lejlighed på Frederiksgade i Lemvig i weekenden.

I retten kom det frem, at den 15-årige ikke kun var sigtet for at have dræbt den ældre dame, men også for at have udsat hende for en fuldbyrdet voldtægt inden hendes død. Derefter tog han ifølge anklagen halsgreb på hende og kvalte hende.

Den 15-årige nægtede sig skyldig i både voldtægt og drab, men erkendte vold mod hende og tyveri af hendes pung.

I retten var den 15-årige dreng og hans forældre tydeligt berørte af de alvorlige ord, og efter fængslingen sagde drengens forsvarer:

- Han er meget berørt af det. Han føler, han er i en meget ulykkelig situation, sagde hans forsvarer Per Broe-Andersen fra Advokan Holstebro.

Dørene blev lukket til grundlovsforhøret, efter sigtelsen var læst op, men da retsmødet sluttede to timer senere, ønskede sagens anklager ikke at udtale sig om, hvad drengen havde forklaret bag de lukkede døre.

Udover dørelukning blev der også nedlagt forbud mod at bruge drengens navn.

På grund af hans alder vil den unge mand blive fængslet på den sikrede institution Grenen i Grenå.