Beviser: Hvis Henriette Aabenhuus blev offer for en morder, kan et cirka tre meter langt stykke elkabel formodentlig være med til at fælde vedkommende.

Den unge kvinde blev fundet delvis hængt i det kraftige kabel, som formodes at være brugt ved den fatale kvælning – uanset om den er udført af den døde selv eller en ukendt drabsmand.

Unikke talkoder

Kablet er af en type, som blandt andet bruges til indmuring, og er klippet eller skåret af et længere stykke. Hidtil har ingen kunnet forklare, hvor det kommer fra, men nu fortæller flere el-installatører til BT, at netop denne type kabel typisk er udstyret med en række unikke data, der gør det muligt at matche stykket, der dræbte Henriette Aabenhuus med afskårne ender andre steder.

- Stort set alle den slags kabler er stemplet med både produktionsdato, serienummer og et metermål. Nogle af tallene kan sidde under den yderste plastikkappe, så de ikke kan ses uden at skille kablet ad, men de vil næsten altid være der, fortæller en forhandler af el-udstyr.

Vedkommende vil ikke sættes i forbindelse med den konkrete sag og ønsker derfor ikke sit navn i avisen.

Ved at sammenholde stemplerne på kablet, der kvalte den 28-årige kvinde i Grenaa, med oplysningerne på tilsvarende kabler hos eventuelle mistænkte vil det derfor være muligt med en vis sikkerhed at fastslå, om det anvendte stykke elkabel stammer herfra.

Kabel er beslaglagt

Claus Danø, der er leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet ved Østjyllands Politi vil på nuværende tidspunkt ikke løfte sløret for detaljer om politiets efterforskning af Henriette Aabenhuus’ død og kan derfor heller ikke fortælle, hvilken rolle kablet spiller. Han bekræfter dog, at kablet er beslaglagt og undersøgt.