De to mænd, der sigtes for at stå bag gasudslip på Langkær Gymnasium, risikerer at blive bortvist for en periode

To mænd på henholdsvis 18 og 20 år er torsdag eftermiddag under afhøring hos Østjyllands Politi.

De to mænd, der blev anholdt kort før middag torsdag, sigtes for at stå bag gasudslippet på Langkær Gymnasium onsdag eftermiddag. Mændene, der begge er elever på gymnasiet, sigtes for overtrædelse af våbenloven i form af besiddelse af tåregas. De sigtes også for at have udøvet vold, da det betragtes som vold, når man sprayer gas mod andre.

- De to mænd er til afhøring lige nu, så vi kan endnu ikke sige noget om, hvordan de stiller sig til sigtelsen, siger vicepolitiinspektør Claus Danø, Østjyllands Politi.

Politiet har afhørt flere vidner i sagen, og det er på den baggrund, at man torsdag klokken 11.42 skred til anholdelse af de to mænd.

Gymnasiets rektor, Anders Østergaard, betragter de to elevers gerninger som en »grovkornet spøg«.

- Jeg tror, det har været en situation, hvor man har villet lave noget sjov, siger han til P4 Østjylland.

Hvis det viser sig, at det er de to mænd, der står bag, står de ifølge rektor til at blive bortvist.

- Det kan ende med bortvisning i en periode, eventuelt udmeldelse, hvis der er tale om meget grove omstændigheder, siger han til P4 Østjylland.

800 personer på gymnasiet blev onsdag eftermiddag evakueret, da flere elever fik det dårligt. Det var angiveligt tåregas, der var årsag til, at 24 elever klagede over vejrtrækningsproblemer. Flere ambulancer ankom til stedet, og de elever, der følte sig dårlige, blev behandlet på stedet.

Gymnasiet blev spærret af i forbindelse med politiets undersøgelser på stedet. Afspærringen blev ophævet igen sidst på eftermiddagen.