En brand på et værksted i Gentofte har udviklet sig voldsomt. Branden er under kontrol, men politiet opfordrer folk til at holde sig inden døre.

Ved middagstid fredag modtog Nordsjællands Politi en anmeldelse om en brand i et værksted på Grusbakken 9 i Gentofte nord for København.

Flere gasflasker er eksploderet i forbindelse med branden, men ifølge politiet er årsagen til branden endnu ikke opklaret.

»Det er svært at arbejde derinde, for temperaturerne er meget høje, så det vides endnu ikke om det er gasflaskerne, der kan være skyld i branden,« oplyser Nordsjællands Politi.

Der er ingen tilskadekomne, men politiet opfordrer alle i område til at være opmærksomme på rødudviklingen

»Brandvæsnet har branden under kontrol, men der har været røgudvikling, så man fornemmer noget eller mærker gener, skal man bruge sin sunde fornuft og lukke døre og vinduer,« lyder det fra politiet.

Politiet føler røgudviklingen tæt og opfordrer til at følge med i politiets opdateringer på Twitter.

Ifølge BTs oplysninger er der indkaldt et stort antal mandskab til at slukke branden.