En eksplosionslignende brand i en kutter har tirsdag skadet tre lokale smede i havnen på Thyborøn.

Den ene af smedene er blevet fløjet til Rigshospitalets Brandsårsafdeling med helikopter.

De tre smede var i gang med at arbejde i lastrummet på kutteren, da en ild bliver antændt. Det forklarer indsatsleder Kay Poulsen fra Lemvigs Brand og Redning til TV/MIDT-VEST.

»De går og arbejder i lastrummet på den her kutter, da en gnist får fat i noget isoleringsmateriale. Ilden antænder så noget gas, og der sker derfor en eksplosion,« forklarer Kay Poulsen.

Han fortæller samtidig, at branden ikke var voldsom, og at brandfolkene hurtigt fik ilden under kontrol.

»Men det har været meget varmt og voldsomt nede i lastrummet, hvor de har gået og arbejdet,« forklarer Kay Poulsen.

BNB